Klimaforskning skal også ses med samfundsvidenskabelige øjne

Hans von Storch, GKSS Forskningscenter, Geesthacht, Tyskland

hhtp://w3.g.gkss.de/staff/storch; storch@gkss.de

Klimaforskning har oplevet en dramatisk forandring i de seneste år. For hundrede år siden var klimatologien en slags bogholderi for meteorologerne. Det globale klima var ganske enkelt summen af alle regionale klimaer. I midten af det 20. århundrede blev klimaet meteorologernes ejendom.

Det drejede sig om at have de rigtige statistiker for at hjælpe med drift af landbrug, fiskeri, byggeri mv. I 1950erne kom computere, og fysikerne begyndte at modellere klimasystemet med detaljerede modeller. Dertil kom effektiv telekommunikation, bedre og bedre observationssystemer med satellitter og avancerede analysemetoder. Klima var blevet en naturvidenskabelig, systematisk disciplin, der forklarer at klimasystemet fungerer som en termodynamisk maskine, drevet af solens energi, med en indviklet mekanisme til at omsætte denne energi.(1)

I 1980erne ændredes billedet markant med den stigende indsigt i klimaets skrøbelighed og udsigten til, at mennesket var ved at forandre klimaet for bestandigt ved at udslippe drivhusgaser, aerosoler og nedbrænde tropiske skove.

Klimaforskningen leverer ikke længere information som kun er forbeholdt bygherrer og landmænd De fleste klimatologer sidder i dag bag kraftigere og kraftigere computere og modellerer klimaet og dets sensitivitet overfor menneskelig aktivitet i større og større detalje. Men kun et mindretal af forskerne forklarer offentligheden hvori den truende fare består. Nogle af de mere aktive er gået hen og blevet miljøaktivister. Klima har bevæget sig fra at være et emne for fagmænd til at diskuteres i avisernes spalter. Det er ikke længere nødvendigt at forklare et begreb som "drivhuseffekten" i tv-avisen.(2)

Modellering af komplekse klimasystemer, der omfatter den naturlige variabilitet og systemets følsomhed over for eksterne faktorer, som varierende sol stråling, koncentration af drivhusgaser og vulkanske aerosoler mv. samt formidling af viden om mulige klimaforandringer i samfundet, er store udfordringer for fremtidens klimaforskning. Klima er blevet "postnormal", dvs. det er karakteriseret af stor usikkerhed om de egentlige fakta, selvom samfundet betragter farerne så alvorlige, at konsekvenserne bør drages nu og her.

Men reaktionerne på truslen kan faktisk være voldsommere end selve klimaforandringerne. Virksomheder i bil- og flybranchen er mere interesseret i forudsigelser af fremtidens lovlige regler om emissionsgrænser end i forudsigelser af klimaet selv. Forestillingerne om klimaet er blevet en politisk faktor. Klimaforskning er blevet et område ikke bare for naturvidenskaben, men også for social- og kulturvidenskaben.

Efter at jeg har arbejdet mere end 15 år med studier af klimadynamik, klimastatistik og klimavirkning, er jeg overbevist om, at mennesket forhøjer kulstofkoncentrationen i atmosfæren. Jeg finder det meget sandsynligt, at klimaet forandrer sig på grund af de menneskelige aktiviteter, men jeg tvivler på, at disse forandringer får stor betydning for livet på Jorden. Faktisk vurderer jeg, at fremtidens forandringer i teknologi, samfundets organisation og sociale mønstre vil have større indflydelse på dagligdagen globalt, end forandringerne i klimaet. Om jeg har ret vil først blive afklaret engang i fremtiden, og derfor skulle klimaforskningen fortsætte i høj gear. Men vi kan ikke længere nøjes med naturvidenskaben - social- og samfundsvidenskaberne må med.

For naturvidenskaben gælder det om, at udvide forståelsen for "klima systemet" med hensyn til tiden. Det omfatter palæoklima, bio- geokemiske kredsløb og klimafølsomme faktorer. For samfunds- og kulturvidenskaberne drejer det sig om, at finde ud af hvordan klimaforandringer vil have indflydelse på samfundet og økonomien, hvilke muligheder samfundet har for at reagere på mulige forandringer, hvordan sociale og kulturelle mønstre har indflydelse på forskningen selv, og hvordan viden omdannes på sin vej fra videnskab til samfundet og politikkerne. For eksempel har mennesket altid holdt øje med klimaforandringer (3).I mange tilfælde har menneskets handlinger fået ansvaret for forandringerne. I 1700 tallets oplysningstid blev forandringer opfattet som noget positivt, men de seneste 100 år er billedet vendt, og i dag opfattes forandringer negativt. Et andet eksempel er forskernes subjektive rolle ved anbringelsen af klimaproblematikken i offentlighedens søgelys (4).

Både natur- og samfundsvidenskaberne har til opgave at forklare offentligheden begrænsningerne i videnskabelig viden, og risici ved at bruge sådan en viden til at styre samfundet. Opgaven for videnskaben er ikke bare at samle viden, men at sætte viden i samhæng. Desværre finder mange videnskabsfolk det helt upassende at bygge et samarbejde på tværs af den store grøft mellem natur- og samfundsvidenskaberne. Et problem som ikke er begrænset til Danmark.

(1) von Storch, H., S. Güss und M. Heimann, 1999: Das Klimasystem und seine Modellierung. Eine Einführung. Springer Verlag

(2) Stehr, N., und H. von Storch, 1999: Wetter, Klima, Mensch. Beck Verlag München

(3) von Storch, H., and N. Stehr, 2000: Climate change in perspective. Our concerns about global warming have an age-old resonance. nature

(4) von Storch, H., A. Walløe Hansen and D. Bray, 1999: En meningsmåling blandt danske forskere om deres anskuelser med hensyn til globale klimaforandringer og deres betydning for politik og samfund. Vejret 79: 39-44